”Her ser lærerne ikke på mig som om jeg er et barn”

Therese Selchau droppede ud af gymnasiet med dårlige karakterer, men hun får nu høje karakterer på hf. Hun vil gerne læse medicin. På hf oplever hun, at lærerne behandler hende i øjenhøjde.

undefined

Da Therese så et opslag på KVUC’s Facebookside, reagerede hun med det samme ved at skrive en kommentar:

”Hf enkeltfag har været fantastisk for mig. Jeg droppede ud af gymnasiet, da jeg havde et gennemsnit på 4,9, hvilket jeg ikke syntes var godt nok. Jeg startede derefter på KVUC, hvor undervisningen er fantastisk, fordi elevernes og lærernes engagement er fantastisk. Jeg har nu et gennemsnit på 10,8 uden at gange op og regner stærkt med at starte på medicin til sommer. Så jeg synes, det er dybt latterligt, at de overhovedet overvejer, om hf skal være adgangsgivende. For mig var det en ny chance for at opnå det, jeg gerne vil i livet”.

Hendes kommentar udspringer af den aktuelle politiske debat om, hvorvidt den 2-årige hf skal give adgang til de lange videregående uddannelser.

For Therese var det ikke en succesoplevelse at gå på gymnasiet. Hun var simpelthen ikke klar til gymnasiet og havde for meget fravær og mest fokus på det sociale liv.

”Jeg holdt pause et halvt år, inden jeg startede på hf enkeltfag. Jeg skulle simpelthen bearbejde, hvad der var sket, for at komme videre. Jeg kommer fra en familie, hvor alle har lange uddannelser, og jeg havde simpelthen præstationsangst," fortæller hun.

For hende har undervisningen og oplevelserne på KVUC været helt anderledes end på gymnasiet.

”Lærernes engagement er helt anderledes, og der lægges meget mere op til dialog og debat i klassen. Det er ikke som i gymnasiet, hvor det mest føltes som en forlænget folkeskole med stole på rækker. Eleverne her er også lidt ældre, og flere har selv valgt at være her og virker meget mere motiverede," siger Therese. 

Therese peger også på, at det med at tage hf mere intensivt som enkeltfag har været en rigtig god løsning for hende i stedet for at tage en masse fag samtidig

Therese lægger meget vægt på, at hun på KVUC oplever, at hun af lærerne bliver behandlet ”på lige fod” fremfor som et barn. I gymnasiet var det hendes oplevelse, at lærerne var lidt hævet over hende, og at de fx havde lyst til at give lektioner i livets gang. ”På KVUC bliver jeg også vurderet ud fra, hvad jeg kan, og ikke ud fra hvad lærernes måtte synes i deres årskarakterer. Det sætter jeg stor pris på," siger Therese. 

Therese er 21 år og færdiggør sin hf til sommer.

undefined

Læs mere om hf enkeltfag

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.