Ny vej til erhvervsuddannelse

KVUC, 22. januar 2016

Alexander vil være maler, Amanda vil være mediegrafiker, og Salim vil arbejde i et køkken. 850 unge er startet på den nye Kombinerede Ungdomsuddannelse. KVUC's vicerektor efterspørger en skarpere branding af KUU som en ny vej til erhvervsuddannelser.

undefined

På erhvervsassistent.dk kan du nu læse tre cases om kursister, der er startet på den nye Kombinerede Ungdomsuddannelse (KUU), som KVUC koordinerer i hovedstaden.

Læs om Alexander der vil være maler. Før levede han mest foran computeren om natten. Nu har han bl.a. været i erhvervstræning i firmaet Genbyg, der er Danmarks største online butik med brugte byggematerialer. Alexander vil gerne på teknisk skole og blive maler.

Læs om Amanda der vil være mediegrafiker. Hun har tidligere afbrudt en uddannelse, fordi hun ikke kunne finde en praktikplads. Nu vil hun gerne ind på Københavns Tekniske Skole og finde en praktikplads. Hun læser matematik, for uden den rette karakter er vejen videre spærret. Drømmen er at blive mediegrafiker.

Læs om Salim der vil arbejde i et stort køkken. Han røg ud af sin sidste uddannelse efter en måned på grund af fravær og havde svært ved at starte i skole igen. Salim har valgt køkkenlinjen og laver sund mad til elever på skolen. Salim vil gerne have et ufaglært job i et stort køkken og måske tage en erhvervsuddannelse på et tidspunkt.

850 unge er startet på den nye uddannelse

Den Kombinerede Ungdomsuddannelse er en to-årig, praktisk orienteret ungdomsuddannelse, som cirka 850 unge fra hele landet lige nu prøver af som de første.

Uddannelsen er sammensat af vidt forskellige skoleforløb fra forskellige skoleformer. Uddannelsen er tonet efter de lokale behov for professionelle ufaglærte – erhvervsassistenter. Målet er, at de unge enten kan gå direkte i job efter uddannelsen eller videre på en erhvervsuddannelse. Der er stadig mange ledige pladser på uddannelsen rundt omkring i landet, der så dagens lys i forbindelse med erhvervsskolereformen.

Brug for Praktisk orienteret ungdomsuddannelse

Den Kombinerede Ungdomsuddannelse er en rigtig god vej videre, mener vicerektor Anita Lindquist Henriksen fra KVUC. Hun ville ønske, at den nye ungdomsuddannelse blev markant profileret som indgang til mere uddannelse, og at den politisk bliver prioriteret som en praktisk orienteret pendant til de øvrige ungdomsuddannelser (gymnasiale uddannelser):

”Der er brug for en uddannelse, der giver de praktisk orienterede unge en længere løbebane for et afklarings- og modningsforløb, før de vælger retning, ligesom de bogligt orienterede har i gymnasiet. En uddannelse, der giver dem et stykke papir i hånden, som de kan komme videre med. Det kan KUU noget af, men politisk skulle man lægge mere vægt på, at det var dét, den skulle. Lige nu har den et jobsigte som sit primære mål, og det ville jeg godt have var omvendt”.

”Det ligger mig meget på sinde, at vi arbejder nationalt på at få uddannelsen brandet som den gode, praktisk orienterede ungdomsuddannelse, sagde Anita Lindquist bl.a. i et interview som del af et større tema om den nye uddannelser i Uddannelsesbladet i november 2015.

undefined 

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.