Nye tal: Mange hf'ere fortsætter på universitetet

KVUC, 29. april 2016 

REFORM: Flere hf-studenter end hidtil oplyst går videre på universitetet, og derfor kan det få store konsekvenser, hvis en gymnasiereform begrænser hf'ernes adgang til lange videregående uddannelser, påpeger KVUC-rektor på Altinget.dk den 29. april 2016.

Rektor ved KVUC, Søren Fersløv Andersen, står ved paternosteren i Vognmagergade 8.

Universitetsfrekvensen blandt hf'ere er betydeligt større end den, som den offentlige debat om en gymnasiereform hidtil har givet indtryk af.
Det viser en opgørelse, som KVUC har lavet ud fra ansøgertallene til den koordinerede tilmelding til alle videregående uddannelser i Danmark.

Analysen ser på, hvor stor en andel af hf'erne i Danmark, der søger ind på en lang videregående uddannelse via den koordinerede tilmelding. Baggrunden for analysen er, at regeringen i sit udspil til en gymnasiereform har lagt op til, at hf ikke længere automatisk skal give adgang til universitetsuddannelser.

Over 30% af hf’erne fortsætter på universitetet

I den efterfølgende debat har uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs præsenteret tal, der viser, at hver tiende af de optagne studerende på universiteterne har en hf-uddannelse.

Tallene er korrekte, understreger KVUC’s rektor Søren Fersløv Andersen, men med analysen her tegner der sig et noget andet billede:

”Over 30 procent af hf'erne søger ind på universitetet, og over 30 procent af de optagne hf'ere optages på en universitetsuddannelse. Dermed står det klart, at universitetsfrekvensen blandt hf'ere er ”betydeligt højere end de hidtidige tal, vi er blevet præsenteret for," lyder det fra rektor Søren Fersløv Andersen.

Hvorfor dog devaluere værdien af hf-huen?

Søren Fersløv Andersen frygter, at værdien af hf-huen bliver devalueret, og at det kan få store konsekvenser. Med eksempel i resultaterne fra KVUC, spørger han – hvorfor dog?:

”Hele 48 procent af vores hf-studenter tager en lang videregående uddannelse. KVUC er den største enkeltleverandør af studenter til Københavns Universitet, og KVUC's hf-kursister har et af landets højeste karaktergennemsnit. Resultaterne taler for sig selv. Hf skal stadig åbne dørene til alle videregående uddannelser,” siger Søren Fersløv Andersen.

 undefined

Læs KVUC’s opgørelse: Så mange hf’ere fortsætter på universitetet (pdf)

Debatindlæg: Pas på ikke at devaluere hf-huen

NYHED: Højeste karakterer i Danmark – på KVUC!

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.