Besparelser på fjernundervisning kan ikke gennemføres

Pressemeddelelse, 21. oktober 2015

Finansministeriets og Undervisningsministeriets egne analyser viser, at de fleste effektiviseringer på fjernundervisningen på landets VUC’er først kan realiseres fra 2017 - 2019. Alligevel lægges der nu op til besparelser allerede fra januar 2016.

Når der nu med få måneders varsel lægges op til omfattende besparelser på fjernundervisningen på landets voksenuddannelsescentre allerede fra januar 2016, så bliver Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) ligesom andre voksenuddannelsescentre, stillet over for en opgave, der ikke er mulig.

Besparelser kommer oveni flere andre besparelser

- ”Midt i et undervisningsår skal vi gennemføre omfattende besparelser med umiddelbar virkning. Det er ikke muligt, uden at det får konsekvenser for kvaliteten af undervisningen. Besparelserne kommer oveni de varslede 2% årlige besparelser og store besparelser på ordblindeundervisningen”, fortæller rektor Søren Fersløv Andersen, KVUC.

KVUC har brugt mange midler på at investere i udviklingen af moderne fjernundervisning. Der er tale om nye læringsformer, som kræver nye typer læringsmaterialer, ligesom KVUC’s lærere har gennemgået og fortsat gennemgår en løbende kompetenceudvikling.

- ”Vi satte på KVUC for alvor i skub i udviklingen af fjernundervisning i 2011, og jeg anerkender i dag efter vores omfattende investeringer, at der fremad vil være en effektiviseringsgevinst at hente i den taxameterbevilling, der gives til bygningsdriften. For fjernundervisningen stiller selvfølgelig ikke de samme krav til bygninger som den almindelige holdundervisning”.

- "Det kan dog også konstateres, at med de besparelser der lægges op til samlet på fjernundervisningen – og med 2% årlige besparelser oveni – så lægges der op til langt mere vidtgående besparelser, som ikke kan undgå at få konsekvenser for KVUC’s udbud af og kvalitet af uddannelserne", siger Søren Fersløv Andersen.

Fjernundervisning skal kunne følge med den digitale udvikling

Et forhold, der her er vigtigt at være opmærksom på, er, at selvom fjernundervisning åbner muligheder for effektivisering, så er det også et område, hvor der løbende skal udvikles undervisningsmaterialer og foretages kompetenceudvikling for at sikre en tidssvarende undervisning af tilstrækkelig høj kvalitet.

- ”Den digitale udvikling går hurtigt, og hvis fjernundervisningen ikke har ressourcer til at følge med denne udvikling, er det klart, at det kommer til at gå ud over kvaliteten af undervisningen”, pointerer Søren Fersløv Andersen og fortsætter:

- ”Jeg må indrømme, at det for mig som rektor virker ganske mærkværdigt at blive stillet overfor så pludselige besparelseskrav af et så stort omfang, for noget som vi har brugt så mange kræfter til at udvikle til en ubetinget uddannelsespolitisk succes. Ja, vi vil gerne være med til at høste effektiviseringsgevinster. Men med denne fremgangsmåde risikerer vi at udpine den jord, vi har plantet fjernundervisningen i”.

Politiske partier opfordres til at genoverveje

Søren Fersløv Andersen vil derfor opfordre, de politiske partier bag aftalen om finansiering af erhvervsuddannelsesreformen om at genoverveje:

Det samlede omfang af besparelserne på VUC’erne, når alle de forskellige besparelsesområder lægges sammen.
Kravet om at iværksætte meget store millionbesparelser med 2-3 måneders varsel, når ministeriernes egne omkostningsanalyser viser, at størstedelen af den foreslåede effektivisering først kan hentes fra 2017 og frem.

Kan gå ud over udsatte voksne der skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet

Søren Fersløv Andersen opfordrer også til opmærksomhed omkring VUC’ernes særlige opgave med at sikre, at flest muligt udsatte voksne sikres adgang til arbejdsmarkedet.

Som eksempel er der også forventninger til VUC’erne om at bidrage til at hjælpe flere fra kontanthjælp videre ind på arbejdsmarkedet. Der er her tale om målgrupper, som kræver særlig opmærksomhed og støtte.

- ”Hvis vi på en institution som KVUC tvinges til at gennemføre så omfattende besparelser på en så kort tidshorisont, er jeg som rektor nødt til at kigge på hele institutionens område, hvis det overhovedet skal være muligt at gennemføre. Det er simpelthen ikke muligt at gennemføre de besparelser på fjernundervisningen med virkning fra januar 2016, som der nu er lagt op til”.

Alligevel lægges der nu op til, at besparelserne skal effektueres med virkning allerede fra januar 2016.

Det er et bredt flertal i Folketinget, der har indgået en aftale om finansiering af erhvervsuddannelses¬reformen. Aftalepartierne består af Regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

undefined

Fakta om besparelseskrav på fjernundervisning

Nye nedskæringer kan få store konsekvenser for bl.a. Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) allerede fra januar 2016. Der lægges op til besparelser på 138 mio. kr. på fjernundervisningen på landets VUC’er. Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) har en af landets største fjernundervisningsafdelinger og bliver derfor ramt hårdt af besparelserne.

Baggrunden for besparelserne er, at konsulentfirmaet QVARTZ for Finansministeriet og Undervisningsministeriet har gennemført en omkostningsanalyse af fjernundervisningen på bl.a. voksenuddannelsescentrene. Rapporten peger på en række mulige effektiviseringer, som et politisk flertal nu har besluttet skal bidrage til at finansiere erhvervsuddannelsesreformen.

Rapporten blev offentliggjort den 2. oktober på Undervisningsministeriets hjemmeside. Om implementeringen af de vurderede mulige effektiviseringer skriver QVARTZ i sine konkluderende afsnit om forskellige scenarier at størstedelen af potentialerne først vil kunne realiseres med virkning fra 2017 eller 2019 afhængig af, hvad der gennemføres og hvordan

Fakta om fjernundervisning på KVUC

KVUC har satset markant på at udvikle fjernundervisning, bl.a. fordi fjernundervisningen rummer store kvaliteter for mange forskellige kursister.

I 2013 var 680 årskursister indskrevet, og over 150 lærere arbejdede med et kombineret skema som underviser på både fjernundervisning og ordinære hold. Fjernundervisningslærerne har i hele perioden været meget engagerede i at kunne udvikle nye, differentierede undervisningsmaterialer til kursister med mange forskellige behov.

Dette arbejde har i høj grad foregået i faggruppeteam, hvilket har resulteret i en høj grad af deling af materialer, løbende kompetenceudvikling og i undervisningsmaterialer af høj kvalitet. Endelig har KVUC siden 2011 udviklet elæringsmaterialer målrettet til uddannelserne som nødvendige løbende investeringer.

Fjernundervisningskursisterne på KVUC evaluerer undervisningen meget positivt i de løbende kvantitative undersøgelser, KVUC gennemfører. Kursisterne opnår endvidere gode resultater til eksamen og har samme gennemførelsestal som traditionel holdundervisning.

Erfaringen på KVUC er, at fjernundervisning er til stor gavn for borgere, der bor i områder med en lav uddannelsesfrekvens og for borgere i udkantsområder. Ti af de femten kommuner, der ligger lavest i Danmark, hvad angår den andel af unge, der forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse, er beliggende i Region Hovedstaden – disse områder er også kaldt for ”kulturelle udkantsområder”.

Fjernundervisningen er også kendetegnet ved at give fleksible uddannelsesmuligheder for unge og voksne, som har etableret familie, er i job, eller som af andre grunde har svært ved at møde dagligt op på et uddannelsessted. Kursister med diagnoser som fx ADHD eller lignende har ofte også fordel af at kunne følge flexundervisningen, da den bl.a. er meget struktureret og har tydelige faglige mål for undervisningen og klare deadlines for kursisternes aktivitet. Endelig foretrækker mange voksne og unge at tage hf enkeltfag i en fleksibel tilrettelæggelse, som kan passes ind i forhold til alle deres andre gøremål.

Samlet set har fjernundervisningen i høj grad bidraget til arbejdet med at nå de politiske målsætninger om at få flest mulig til at gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Fjernundervisningen på KVUC har i høj grad virket som en udviklingsmotor til arbejdet med nye tilrettelæggelsesformer og udarbejdelsen af nye undervisningsmaterialer på KVUC.

Nedenstående er et udvalg af kursistcitater fra den seneste interne, kvantitative undersøgelse af fjernundervisningen på KVUC fra efteråret 2015:

”Jeg synes, det har været en meget positiv oplevelse at starte på KVUC flex (fjernundervisning). I mit fag matematik er videoerne rigtig gode med forklaringer og god gennemgang af tingene, som gør det nemt for mig at lære stoffet. Muligheden for at tage hf på den måde, hvor jeg kan leve mit liv på den måde, som det nu engang er indrettet, er rigtig godt for mig. Jeg er 45 år, og jeg havde ikke set mig selv komme tilbage til skolebænken, men på denne måde er det muligt. Tak”.

”Lærerne er gode og præcise i deres korrektioner. Det samme med opgaverne, de er præcise og direkte. Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg skal arbejde med og lære, så mine vanskeligheder bliver noget, som jeg finpudser, frem for noget, der bremser mig”.

”Fjernundervisning er en super god mulighed for at tage fag, man mangler, når man har fuldtidsjob og 3 hjemmeboende børn”.

”Jeg nyder at have kontrol over min tid herhjemme som ny førstegangsfar. Så har jeg mulighed for at fordybe mig i mine opgaver, når jeg har tid og overskud til det”.

Yderligere oplysninger:
Søren Fersløv Andersen, rektor, tlf. 3141 1700 eller sfa@kvuc.dk.
Søren Jensen, kommunikationschef, tlf. 3010 4197, sjen@kvuc.dk

Fakta om KVUC:
KVUC er en selvejende institution under Undervisningsministeriet. KVUC udbyder højere forberedelseseksaminer (hf) – både 2-årige, som enkeltfag og som fjernundervisning (Flex) samt Gymnasiale Suppleringskurser (GSK), Almen Voksenuddannelsen (AVU), Forberedende Voksenundervisning (FVU) og Ordblindeundervisning (OBU). 

Læs flere pressemeddelelser fra KVUC

 

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.