Kombineret Ungdomsuddannelse giver skoletrætte unge en ny chance

Pressemeddelelse, 6. august 2015

Netop nu slår tre skoler dørene op for de første elever på den nye Kombineret Ungdomsuddannelse. De unge har smøget ærmerne op og er klar til en uddannelse, hvor de kan kombinere skolebænk med høvlebænk, køkkenbord eller disken i en hotelreception. Et stærk team af 16 parter i kommunerne Bornholm, Dragør, Frederiksberg, København og Tårnby arbejder sammen, så unge får nye chancer for uddannelse eller job.

Elev i køkken

Nu kan unge under 25, som ikke er klar til gymnasiet eller en erhvervsskole, starte på den 2-årge Kombineret Ungdomsuddannelse. De unge får gennem uddannelsen lov til at prøve kræfter med en ny branche, når praktisk og boglig undervisning kombineres på helt nye måder.

”Kombineret Ungdomsuddannelse er en praktisk orienteret uddannelse, som giver unge et længere tilløb inden, de skal vælge retning. De unge får en større personlig og faglig ballast, så de er klar til mere uddannelse eller til at blive kompetente medarbejdere på det ufaglærte arbejdsmarked”, siger Anita Lindquist, udviklingschef, Københavns VUC.

En uddannelse tæt på virkeligheden

Uddannelsen har forløb til særlige brancher, hvor kurser i fx køkkenhygiejne eller svejsning kombineres med fag som dansk og kommunikation. Viden fra værkstederne kobles sammen med undervisningen i fx dansk, så de unge får viden, der taler direkte ind i deres virkelighed.

De unge bliver gennem hele uddannelsen gjort klar til arbejdsmarkedet, når undervisning og konkrete arbejdsopgaver foregår i lokale virksomheder. De unge er garanteret erhvervstræning.

"Vi kan sætte de unge ind i en sammenhæng, hvor de oplever, at opgaver og tidsfrister betyder noget andet end i skolen. For her prøver de unge at være en del af en virksomhed. Selv om de arbejder med deres egne projekter, vil de kunne møde de kunder, der venter på produktet.

Vi har tidligere haft praktikanter og vil som virksomhed gerne bidrage til at unge kommer godt videre i livet. Det er særlig interessant for os, at vi med Kombineret Ungdomsuddannelse er sikret, at de unges vejledere optræder som en gennemgående figur – også i vores virksomhed", siger Tom Jørgensen, indkøbschef og medejer, Genbyg.

Kontakt og yderlige information:
Anita Lindquist, udviklingschef, KVUC, 31412011, ali@kvuc.dk
Torben Jarl Jørgensen, kommunikationskonsulent, KVUC, 31412013, tjj@kvuc.dk  (Pressebilleder, baggrundinformation og kontakt til lokale skoler og arbejdsgivere.)
Læs mere på www.erhvervsassistent.dk.

Fakta om Kombineret Ungdomsuddannelse i Hovedstaden og på Bornholm
- Uddannelsen varer to år
- Er til unge under 25, der har afsluttet 9. eller 10. klasse
- Udbydes fra august 2015 på 3 skoler og fra januar 2016 på i alt 7 skoler
- Giver titlen erhvervsassistent.

Baggrund: Reform skaber behov for ny uddannelse
Med de nye karakterkrav til erhvervsuddannelser som fx murer, frisør også SOSU-assistent vil flere unge få brug for et personligt og fagligt løft inden, det går løs på erhvervsskolen eller arbejdsmarkedet.Kombineret Ungdomsuddannelse er for motiverede unge, som har lyst til at komme i gang med job eller uddannelse men som mangler nogle af de færdigheder, de skal bruge. Knap hver 10. ung i Region Hovedstaden opfylder ikke de nye adgangskrav til erhvervsuddannelse. 

Læs flere nyheder fra KVUC 

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.