Hun forstår dem, der taler nederlagets sprog – hun har selv lært det

6. august 2015 #storyofkvuc

Som barn af en ghetto er det ikke solstrålehistorierne, der trænger sig på. Derfor ved Michelle Hansen, hvordan det er ”at være et nederlag”. Men mest af alt ved hun, at det ikke behøver at være sådan – derfor vil hun gerne hjælpe andre i et job som socialrådgiver. Hun er netop blevet optaget på socialrådgiveruddannelsen.

Michelle

”Hvis bare jeg kan hjælpe en ud af hundrede mennesker videre, så har jeg gjort en forskel”, forklarer 31-årige Michelle Hansen med venlige øjne og en ydmyg stemme, der fylder det hvide møderum fra hjørne til hjørne, idet hun tilføjer:

”Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme hertil, hvis du spurgte mig for ti år siden. Så havde jeg sikkert været enlig mor til fem og siddet der uden job og uddannelse. Når jeg så tænker på den rejse, jeg har været igennem med bump på vejen, så har der også været nogle solstrålehistorier. Det er dem, jeg vælger at huske på”.

Når man tror, man selv er et nederlag

Det lange sorte hår hviler over den ene skulder. Der er glæde i stemmen, da hun spoler tiden frem og fortæller om, hvordan det er at være færdig med eksaminerne på socialrådgiverpakken på KVUC.

”Jeg er så tilfreds. Især er det lækkert, når man ikke er vant til at ligge særlig højt på karakterskalaen. At det lige pludselig lykkedes for én, det giver virkelig noget selvtillid med i bagagen”, siger hun.

Som barn af en ghetto er det ikke solstrålehistorierne, der trænger sig på i barndommens land. De findes hverken i skolen eller derhjemme. Som teenager mister hun sin far, og i skolen forsvinder hun i en klasse af kaos.

”I skolen tænkte jeg jo, at det og det kunne jeg heller ikke. Der var faktisk rigtig mange år efter folkeskolen, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle placere mig i verden. Jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne, så det troede jeg også selv. Det var et kæmpe nederlag”, siger hun alvorligt.

”Jeg nægtede at gå i de samme fodspor, som dem jeg havde set op til”

Bag de blå øjne findes oplevelserne fra ghettoen. Oplevelserne fra barndommens land i en familie med meget få midler og intet overskud.

På et tidspunkt vælger Michelle Hansen at flytte til København for at gøre op med fortiden og i stedet give fremtiden en chance.

”Det var en vilje, der kom et sted fra. Jeg nægtede at gå i de samme fodspor, som dem jeg havde set op til gennem teenageårene”, siger hun eftertænksomt og tilføjer:

”Det kom bare lige pludselig til mig. Du kan tude, eller du kan handle. Jeg valgte så at handle. Ikke at det ikke har været hårdt, og at jeg ikke har grædt. Men det har også givet mig nogle sejre, og det er dem, jeg vælger at huske på.”

”Jeg snakkede til ham på lige fod, fordi jeg selv havde været samme sted”

Efter hg kommer hun i lære på produktionshøjskolen i Svinninge. Men det er ikke elevpladsen, der får betydning for hendes fremtid. Det er de mennesker, hun møder.

Øjnene er varme, da hun fortæller om en samtale, hun havde med en ung fyr, der en dag forlod sin skole i raseri. Det er tydeligt, at glæden ved at hjælpe ham videre stadig sidder i hende. Det bliver klart, at det er sådanne solstrålehistorier, Michelle Hansen samler på.

”Han kunne mærke, jeg ikke snakkede til ham ud fra en bog. Jeg snakkede til ham på lige fod, fordi jeg selv havde været samme sted.”

”Nu ligger jeg aldrig mere skjul på, hvem jeg er”

Hun ved, hvordan det er at være et nederlag i barndommens land. Som voksen, forstår hun derfor de børn, der taler nederlagets sprog. Hun vil hjælpe dem. Det er årsagen til, at hun i 2013 starter på socialrådgiverpakken på KVUC. Men starten er ikke uden bekymringer.

”Jeg var jo hunderæd, lige da jeg startede. Jeg tænkte hele tiden: Bare ikke et nederlag. Bare ikke et nederlag”, gentager hun, mens tænderne blottes i hendes karakteristiske venlige smil.

”Det var svært at være mig selv, da jeg startede. Der gik lang tid i klassen, før de fandt ud af, hvem er hende der Michelle egentlig. Jeg oplevede at blive accepteret, der løsnede jeg op, og jeg blev mere modtagelig over for undervisningen”, siger hun ærligt og tilføjer:

”Nu ligger jeg aldrig mere skjul på, hvem jeg er. Jeg bliver jo accepteret. Mange synes det er sejt gået, at jeg har levet i et ghettoområde, og at jeg har brudt mønstret og er kommet videre med mit liv.”

”Jeg føler, man blev set på som en voksen”

Tiden på studiet med socialrådgiverpakken har gjort en forskel for Michelle Hansen. Følelsen af nederlaget i skolesystemet og barndommens land har hun lagt bag sig.

”Jeg føler, man på KVUC blev set på som en voksen og ikke som et barn eller en elev. Vi blev taget seriøst, og man sidder ikke der og tænker: Jeg er bare sådan en lille pige, der går i skole. Lærerne snakkede til os i øjenhøjde. Det har også gjort, at man har lyst til at følge med. Vi diskuterede altid tingene i stedet for bare at få dem presset ned over hovedet”, siger hun.

”Jeg har lyst til at fortælle dem, at de ikke behøver leve sådan her”

Nederlagene i barndommens land er væk, og tilbage er en tro på, at alle kan bryde et dårligt mønster, hvis de får den rette hjælp. Selv sidder hun ydmygt tilbagelænet i en grå Adidas sweater med lyserøde striber, mens hendes stemme fylder det hvide mødelokale med en tro på fremtiden.

”Jeg har lyst til at snakke med de mennesker, der har det svært. Jeg har lyst til at fortælle dem, at de behøver ikke leve sådan her. Det kan blive så meget bedre”, siger hun og afslutter:

”Jeg vil så gerne have dem ud af det system og have dem videre på rette vej. Jeg ved, det kan lade sig gøre. Jeg vil virkelig kæmpe for det. Jeg ved godt, man taber nogle undervejs. Men hvis du redder bare en på din vej, så har du gjort noget.”

Skrevet af: Nina Storgaard Albertsen, KVUC Kommunikation

Info om Michelle:
- Blev født i 1984 i Holbæk
- Flytter hjemmefra som 15-årig, da hun mister sin far
- Læser hg og får herefter en elevplads på Produktionsskolen i Svinninge.
- Her bliver hun klar over, at hun gerne vil hjælpe børn og unge med problemer videre med livet
- Arbejdede i Holbæk Kommune fra sommeren 2012 til sommeren 2013 som sagsbehandlernes højre hånd.


 

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.