Balletdanser på lånt tid sikrer fremtiden med en uddannelse

30. april 2015 #storyofkvuc

Hun bruger en pose balletsko om måneden, og hun går gerne på tæer i timevis hver dag. I aften forvandles hun til en svane, men det hele er på lånt tid. Derfor ligger skolebøgerne fra online-undervisningen på KVUC altid klar i pauserne mellem forestillingerne på Det Kongelige Teater.

En udtjent balletsko uden næse hviler sig side om side med et utal af stadig ubrugte silkesko i hjørnet af det eneste lyserøde pigeværelse på Det Kongelige Teater. Den pensionerede sko virker som en symbolsk advarsel om, hvordan skader og slid brat kan sætte en stopper for balletlivet bag den tunge jernport her i Tordenskjoldgade.

Balletskoene er Stephanie Sahlgrens. Hun er 22 år og har været ansat som professionel balletdanser på Det Kongelige Teater, siden hun som 18-årig blev færdigudlært på balletskolen. I aften skal hun opføre Svanesøen.

“Der skal ikke så meget til, før det smuldrer herinde”

”Når jeg ser de andre pigers blødende fødder, så tænker jeg, at jeg har vundet i lotto”, fortæller Stephanie Sahlgren, som alligevel kender til både blødende vabler, ligtorne og en fod, der som regel vender lidt forkert på grund af en gammel skade.

 ”Min kæreste er gammel balletdanser, men han har et permanent brækket skinneben”, forklarer hun og bliver afbrudt af den skrattende højtaler i hjørnet af det lyserøde værelse, da en anden balletdanser er sent på den.

 Hun hæver stemmen for at overdøve højtaleren, da hun fortæller om, hvorfor hun nu læser en hf på KVUC ved siden af balletten.

 “Det er en form for backup. Man ved aldrig, hvad der kan ske i den her verden. Man behøver jo ikke engang selv at opføre sig dumt. Det kan være en anden, der laver fejlen, så det går ud over dig. Der skal ikke så meget til, før det smuldrer herinde”, siger hun ærligt.

Svanesko og lektier i pausen

Den 22-årige balletdanser rykker uroligt på sig. I virkeligheden sidder hun ikke helt stille på noget tidspunkt. Hun putter en Toblerone i munden, krøller papiret på sengen og skubber til en bunke af balletsko:

”Det her er min reservebunke. Kun nogle sko kan bruges til svane-rollen. Jeg laver små tegn under dem, så man kan kende forskel på alle skoene. Så kan jeg kigge på bunden og tænke, det er trekanterne, jeg skal bruge i aften. Så står jeg ikke pludselig med et par dårlige sko til en forestilling”, siger hun med et skævt grin.

Balletsko

Den spinkle balletdanser skubber ærmerne op i den mørke hættetrøje, hun har på, mens hun afslappet forklarer, hvordan hun gør det muligt at kombinere livet som professionel balletdanser og livet som studerende:

“Når vi kører svanesøen, så har jeg ikke så meget tid. Men med nogle af de andre forestillinger, har jeg måske 20 minutter, hvor jeg ikke lige er på. Så har jeg printet lektierne ud. Så sidder jeg og læser, så er jeg oppe at danse, og så sidder jeg og læser igen.”

“Det giver en form for selvtillid ude i den normale verden”

Stephanie Sahlgrens dag foregår hovedsageligt på tåspidser i balletskoene. Men adskillige timer er også brugt i københavnske busser på vej til eller fra sejlads og udspring eller pole-dance, som hun stadig dyrker ved siden af balletkarrieren og studierne på hf.

“Det er alligevel fint også at fokusere på noget andet end balletten. Når jeg for eksempel forstår opgaverne i skolen, så føler jeg, okay ”Steph”, det kan du også. Det giver en form for selvtillid ude i den normale verden, som vi kalder det”, forklarer hun med et smil og uddyber lidt efter:

 ”Man føler måske ikke, der er så meget andet end balletten, man er god til. Derfor har det altid været rigtig vigtigt for mig at have en del aktiviteter kørende ved siden af.”

 “Før vidste jeg intet om historie”

Stephanie Sahlgren er ikke længere blot balletdanser. Hun er også studerende, og det har ændret hende. Den almindelige viden, der ikke har været plads til i undervisningen under den ambitiøse ballettræning, den tilegner hun sig nu via fagene på hf.

”Før vidste jeg intet om historie. Men efter jeg læste faget, har jeg været sådan: Wow, jeg har fået meget baggrundsviden. Hvor ved jeg det her fra? Før forstod jeg ikke noget. Det har været det vildeste. At man lige pludselig kan være med i samtaler, hvor man normalt ikke vidste noget”, fortæller hun med et skævt smil og afslører:

”Når vi går ud, så siger jeg nogle gange, at jeg læser religion og dansk, som jeg læser nu. Jeg er taget ud for at få en pause fra en verden fuld af ballet. Den her verden, den er jo så anderledes. Den er noget helt andet!”

undefined

“Uddannelse gør fremtiden mere sikker”

Snakken falder på fremtiden, og de store blå øjne blinker alvorligt. Med fagene på hf er huen med det blå bånd inden for rækkevidde. Stephanie Sahlgren er ikke i tvivl om, at en uddannelse gør fremtiden mere sikker for hende, når verden engang skal indtages på flade fødder.

“Der går stadigvæk fire år. Men så har jeg min hue. Jeg har fire år mere til at gå og arbejde videre på, hvad jeg vil lave i fremtiden. Så kan jeg jo læse videre derfra, mens jeg stadig danser ballet. Karrieren er kort herinde. Når vi er fyrre, så er det jo det. Derefter kan du jo faktisk nå at starte en helt ny karriere, hvis du allerede har lavet alt forarbejdet. Så er du jo ready to go”, afslutter hun med et varmt smil.

Skrevet af: Nina Storgaard Albertsen

Fakta om Stephanie:
- Født i Albertslund i 1992
- Startede på den Kongelige Balletskole som 10-årig
- Færdiguddannet og ansat på Det kongelige Teater som balletdanser som 18-årig
- Læser nu HF Flex ved siden af karrieren
- Tager HF online via KVUC's flex uddannelse
- Drømmer om at blive ejendomsmægler eller psykolog

Læs også historierne:
Fysik på KVUC spænder ikke ben for landsholdet
Basketball i kinesisk cigaretrøg og for tusindvis af fans i USA

Læs mere om uddannelsen:
Hf flex

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.