Balletdanser med juradrømme tager hf

#storyofkvuc, 17. maj 2016

Christian Hammeken er professionel balletdanser på Det Kongelige Teater. Ved siden af tager han en hf på KVUC og håber, at det kan blive springbræt til at komme ind på jurastudiet, når han er færdig med balletten.

undefined

Lige nu sidder Christian Hammeken på KVUC i en stribet striktrøje og lærredsbukser og smiler med et vågent blik bag hornbrillerne. Om to timer står han i trikot og øver et balletparti på Det Kongelige Teater. Og senere på ugen sidder han med ved bordet i Det Kongelige Teaters bestyrelse. Sådan er det at være Christian Hammeken. Han er vant til at skifte roller.

Han er professionel balletdanser ved Den Kongelige Ballet og ved siden af læser han Hf-Flex på KVUC, er formand for balletdanserne og bestyrelsesmedlem på Det Kongelige Teater. Og han kan lide at skifte mellem de mange kasketter. ”Jeg fokuserer på den opgave, jeg er i gang med lige nu,” forklarer han.

Hans evne til at fokusere kommer fra mange års disciplineret arbejde med balletten. ”Selvom jeg er træt og har haft mange forestillinger, så hiver jeg mig selv op i nakkehårene læser lektier i to timer. Det med at arbejde hårdt, har jeg med fra balletten,” forklarer Christian Hammeken.

Han er to fag fra en fuld hf, og den er rar at have, for balletdansere bliver pensionerede som 40-årige.

Hf giver mening, når man danser i Oman

Han oplever en fin forbindelse mellem stoffet på hf, karrieren som danser og livet i det hele taget. Det at læse de forskellige hf-fag stimulerer ham på et andet plan, end dansen gør.

”Ballet er skønt. Men ballet kan også være ensformigt. Når du har danset som korpsdanser i mange år, så er morgentræningen det samme, og du danser også mange af de samme roller. Dér er det rart at have noget andet at give sig i kast med fx i pauserne,” siger han og peger på, at der i sidste ende kommer en både gladere og mere oplyst balletdanser ud af det.

Mange af de ting, han lærer på hf, kan han også bruge i praksis som balletdanser. Fx når han skal sætte sig ind i en rolle eller i forbindelse med at korpset rejser ud i verden.

”Jeg synes fx, det var været virkelig lærerigt at læse religion, fordi man finder ud af nogle af grundene til, at folk handler, som de gør. Det har været en øjenåbner for mig, når det handler om at interagere med folk fra andre kulturer og religioner. Hvad enten vi er med kompagniet i Oman eller USA, så trækker jeg på den viden, jeg har fået om religionsopfattelse,” forklarer han.

Fra Brøndby til balletskolen

De fleste begynder på Den Kongelige Balletskole som helt små, men Christian Hammeken startede faktisk først som 15-årig. Til gengæld har han dyrket elitesport og været kunstskøjteløber fra han var helt lille. Allerede som otteårig havde han brugt hundredevis af timer i en skøjtehal på vestegnen og kunne også skrive Danmarksmester i kunstskøjteløb på cv’et.

På et tidspunkt så hans mormor ved et tilfælde i avisen, at der var dispensationsprøver til Den Kongelige Balletskole. Selvom Christian Hammeken var langt ældre end størsteparten af ansøgerne, så balletskolen potentialet i den høje, lyshårede teenagedreng fra Brøndby og optog ham. Familien pressede lidt på for at Christian skulle sige ja, for hans forældre skulle skilles og kunne godt se, at deres skøjteløbende søn så frem til en økonomisk skrabet version af kunstskøjtetræningen uden ekstraundervisning og rejser, hvis han fortsatte.

Kulturchok på Kongens Nytorv

Så Christian Hammeken skiftede folkeskolen og skøjtehallen i Brøndby ud med Den Kongelige Balletskole på Kongens Nytorv.

”Det var ikke særligt sjovt i begyndelsen. Jeg gik jo fra at være den bedste i min sport til at være den absolut dårligste. Og selvom jeg lige var blevet teenager, måtte jeg starte med at træne med de andre nybegyndere, som var omkring otte år,” forklarer han.
Og så var balletskolen lidt af et kulturchok i begyndelsen.

”Alt var anderledes. Alt! Balletten og teknikken var helt ny for mig. Socialt var de mere indspiste på balletskolen, man talte på en anden måde og man skulle opføre sig meget anderledes, end jeg var vant til. Balletdansere er mere ordentlige og rummelige, end jeg kendte fra min almindelige folkeskole. Der var plads til at være forskellige på en lidt anden måde. Den ene måtte gerne være til drenge, den anden excentrisk og elske at klæde sig ud,” husker han.

Passe ind eller ikke at passe ind

I begyndelsen var Christian Hammeken langt fra vellidt blandt de andre elever på balletskolen. Han beskriver sig selv som en grim ælling, der i begyndelsen ikke passede ind. Der var også store kulturforskelle mellem at gå på balletskolen og i folkeskole i forstæderne.

”Det var egentlig ikke, fordi jeg med mit kunstskøjteløb passede specielt godt ind i Brøndby, hvor de fleste drenge spiller fodbold, og det er da sket flere gange, at jeg måtte løbe meget hurtigt ud af bagudgangen på skolen. Men jeg var alligevel en Brøndbydreng – og det er jeg stadig. Jeg har en fandenivoldsk side og en direkte måde at gå til folk på, som var meget anderledes end de andre balletbørns,” forklarer Christian Hammeken.

Han husker en episode, hvor han på vej hjem fra teateret ville følges med en af de andre dansere, som han mødte ved busstoppestedet. ”Da jeg gik hen til ham, flyttede han sig. Han ville ikke snakke med mig. Dén der følelse af ikke rigtig at passe ind i fællesskabet, husker jeg meget tydeligt,” forklarer han.

undefined

Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat

Det blev heldigvis bedre. Han blev stille og roligt venner med mange af pigerne, og dét blev også en billet ind i fællesskabet. Men det krævede en indsats. Christian Hammeken var en nysgerrig ung mand, der nærmest boblede over med spørgsmål: ”Hvorfor skal vi lave øvelsen sådan og ikke sådan? Hvorfor skal vi træne nu og ikke senere? Ville det ikke give mere mening, hvis vi gjorde sådan? Hvor stor er Kongens Have?” Han griner, mens han affyrer salven af spørgsmål, der væltede ud af ham i de år.

En af de andre og lidt ældre mandlige dansere, der i dag er blandt Christian Hammekens bedste venner, sagde en dag til ham oppe i teaterets kantine: ’Du må gerne sætte dig her ved siden af mig, men du skal ikke stille nogen spørgsmål!’

”Dér gik det for alvor op for mig, at jeg måske skulle skrue lidt ned. Så jeg begyndte at arbejde med det. Jeg er stadig nysgerrig og vil gerne vide, hvorfor tingene er, som de er og optimere. Så jeg stiller også stadig mange spørgsmål. Men det er nok på en anden måde,” smiler han.

Fra spørge-ælling til strategi-svane

Netop spørgelysten og ønsket om at forandre bruger han i dag som et positivt drive som kursist på KVUC. For tre år siden blev han også valgt som formand og talsmand for alle danserne på Det Kongelige Teater i balletforeningen, og sidste år blev han efter en hektisk valgkamp valgt som medarbejderrepræsentant for alle teaterets ansatte i Det Kongelige Teaters bestyrelse.

”Dybest set handler det om samarbejde. Det nytter ikke noget, at det bliver en kampplads mellem ledelse og medarbejdere. Det handler om at tænke konstruktivt finde nogle løsninger, der både er udviklende for teateret, ledelsen og medarbejderne. Den opgave har også gjort, at jeg er vokset som menneske,” forklarer han.

Så i dag kan man sige, at den spørgelystne ælling er blevet til lidt af en strategisk svane.

Skakmat i argumentation

Om et halvt år er Christian Hammeken færdig med sin hf. Egentlig ville han bare læse et enkelt fag erhvervsøkonomi. Men ret hurtigt kunne han se, at de ambitioner han har med sit arbejdsliv betød, at han måtte fylde væsentligt mere på sin grundskoleeksamen fra balletskolen. ”Jeg kunne godt se, at hvis jeg ville videre, måtte jeg bide i det sure æble og komme i gang med at tage en fuld gymnasial eksamen,” siger han.

Lige nu handler det om ballet - og om at få hf-hue på. Men når han kigger frem kunne hf-eksamenen godt ende med at blive springbræt for at søge ind på jurastudiet. ”Jeg elsker at argumentere og kan godt lide det system, der er i jura, hvor du kan slå op i en bog og se, hvordan tingene er. Det, synes jeg, er tiltalende. Jeg er interesseret i strategi og så kan jeg godt lide tanken om at kunne slå nogen skakmat med argumenter,” forklarer Christian Hammeken.

Af Signe Tonsberg

undefined

Fakta om Christian

  • Født i 1987 og opvokset i Brøndby
  • Danmarksmester i kunstskøjteløb, som han dyrkede på eliteplan som barn og ung
  • Blev optaget på Den Kongelige Balletskole som 14-årig
  • Ansat i balletkorpset ved Den Kongelige Ballet som 19-årig i 2006
  • Formand for Balletforeningen, som er balletdansernes fagforening
  • Medarbejderrepræsentant i Det Kongelige Teaters bestyrelse
  • Begyndte at læse Hf Flex på KVUC i 2012 og er færdig med sin hf i slutningen af 2016
  • Bor på Christianshavn med sin amerikanske kæreste, der er solist ved Den Kongelige Ballet
  • Overvejer at læse jura på universitetet

undefined

Her bor vi

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.